Hvordan lægger man fliser i et flot mønster, tilbereder en god omelet eller yder livreddende førstehjælp? Det er nogle af de opgaver, som omkring 500 folkeskoleelever skal løse torsdag den 7. maj ved Næstved Storcenter. Her afholder Næstved Kommune for første gang MiniSkills, en praktisk uddannelsesdag for elever fra 7. årgang.
Eleverne går rundt i grupper på 7-12 og besøger 24 workshops, arrangeret af lokale virksomheder, uddannelser og uddannelsesvejledere. Her får de mulighed for at afprøve opgaver inden for fag som murer, ernæringsassistent, ambulanceredder og detailhandel.
MiniSkills skal give indblik i erhvervsfaglige uddannelser og fungerer som en forberedelse til det store DM i Skills, der afholdes i Næstved i 2028. Formålet er at inspirere eleverne til at overveje en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.
Samtidig afholder EUC Sjælland deres årlige skolemesterskaber over to dage, torsdag den 7. maj og fredag den 8. maj. Arrangementerne finder sted både i telte ved Næstved Storcenter og på EUC Sjællands afdeling på Jagtvej 2. Her dyster 37 elever i fag som smed, murer, tømrer, elektriker, bygningsmaler, VVS-energi og anlægsstruktør. Vinderne går videre til regionsmesterskaberne, hvor nogle kvalificerer sig til DM i Skills 2027.
Skolemesterskaberne styrker fagligt niveau, konkurrenceånd og synligheden af erhvervsuddannelserne. At flytte håndværket ud i byen giver alle mulighed for at opleve fagene i praksis og se elevernes hverdag præget af værktøj, kreativitet og samarbejde.
Alle interesserede, herunder besøgende i Næstved Storcenter, forældre og bedsteforældre, er velkomne til at kigge ind i teltene og følge både konkurrencerne og workshops.
Praktisk information og program
Der er gratis adgang til arrangementerne begge dage, den 7. og 8. maj 2026, i Næstved Storcenter og teltene udenfor.
Program torsdag den 7. maj
08.00: Skolemesterskaberne starter på Kurts Torv i Næstved Storcenter
08.30: Officiel åbning af MiniSkills og EUC Sjællands skolemesterskaber
14.00: MiniSkills slutter
18.00: Konkurrencedagen slutter
Program fredag den 8. maj
07.30: Skolemesterskaberne fortsætter
11.00: Konkurrencen slutter – bedømmelser
13.30–14.30: Festlig præmieoverrækkelse
Arrangementerne byder på to dage i faglærte uddannelsers tegn og en god mulighed for at blive inspireret til fremtiden efter folkeskolen.