Børn i Næstved har gået over 44.000 kilometer for at hjælpe sultne børn i Uganda

Foto: Næstved Kommune.
dato

Børn og unge i Næstved har allerede gået 44.571 kilometer til fordel for Børnenes Danmarks Indsamling, hvor hvert skridt gavner sultne børn i Uganda.

Børnenes Danmarks Indsamling engagerer børn og unge under 19 år til at gå for at samle penge ind til sultne og fejlernærede børn i Uganda. I Næstved Kommune har deltagerne allerede rundet 44.571 kilometer, hvilket svarer til 891.420 kroner doneret gennem Novo Nordisk Fonden.

For hver gang et barn går én kilometer, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kroner til indsamlingen. Hvis et barn går 500 meter til og fra skole hver hverdag mellem 12. og 31. januar, vil det tilsammen udløse 300 kroner til Børnenes Danmarks Indsamling. Disse midler går til Folkekirkens Nødhjælp, som for hver to gåede kilometer kan give kontanter til mad, så et barn i Uganda har adgang til mælk, grøntsager og frugt i en uge.

Alle skridt tæller – uanset om det er på vej i skole, en tur med hunden eller en gåtur i byen eller skoven. Forældre kan registrere barnets kilometer løbende, og der kan indtastes kilometer så mange gange, der er behov for. Kilometer kan registreres på www.naestved.dk/kilometer.

Alle børn, forældre, skoler, dagtilbud, foreninger og øvrige deltagere i Næstved bidrager dermed hver dag til at gøre en vigtig forskel for børn i nød.

https://www.naestved.dk/nyheder/nyheder-2026/boern-og-unge-samler-891420-kroner-ind-til-boernenes-danmarks-indsamling-og-indsamlingen-fortsaetter

Kilde: Næstved Kommune