Grøn omdannelse på vej i Næstved: Rådmandshaven får nyt liv med boliger, hotel og miljøinvesteringer

Foto: Næstved Kommune.
dato

Omfattende udvikling og miljøinvesteringer forvandler Rådmandshaven de kommende år og vil give borgerne et markant forbedret og grønt byrum i Næstved.

Over de kommende år forvandles den centrale bydel Rådmandshaven til et grønt og levende kvarter, hvor hotel, boliger og en urban park bliver ramme om et styrket byliv. Samtidig gennemfører NK Forsyning et miljøprojekt, der beskytter Susåen mod overløb af spildevand ved kraftige regnmængder. Envafors er i gang med at etablere en ny spildevandsledning fra sygehuset til Fønix-krydset mellem administrationsbygningen og Susåen. Det betyder, at flere områder vil være afspærret over en længere periode.

De to projekter har forskellige formål, men markerer tilsammen et markant løft for både bymidten, miljøet og de mange borgere og medarbejdere, der dagligt færdes i området. Udviklingen af Rådmandshaven er en del af en strategisk indsats for at styrke Næstveds bymidte. De 143 nye boliger og hotellet vil skabe mere liv og aktivitet og gøre området attraktivt for både borgere, investorer og besøgende. Nye muligheder for handel, kultur, konferencer og overnatning vil gøre området til et centralt omdrejningspunkt i byens udvikling.

Den nye spildevandsledning, der udføres af NK Forsyning, er en nødvendig investering for at klimatilpasse byen og beskytte naturen. Ledningen skal sikre, at store mængder regn ikke fører til overløb af spildevand i Susåen. Projektet blev politisk besluttet på et byrådsmøde i oktober 2017.

For medarbejdere og borgere vil omdannelsen kunne mærkes i hverdagen, da området bliver to byggepladser i en længere periode. Dette medfører ændrede adgangsforhold, midlertidige parkeringsløsninger og midlertidig påvirkning af de grønne områder. Parkeringspladser omlægges, og der etableres cirka 300 pladser i etaper. Legepladsen får en midlertidig placering, og der vil fortsat være omkring 70 pladser foran administrationsbygningen til kommunebiler og gæster. Der arbejdes løbende på tydelig skiltning og trygge adgangsforhold for de omkring 400 medarbejdere i bygningen.

Når arbejdet er færdigt, kan borgerne glæde sig til et markant forbedret område. En grøn urban park kommer til at binde hotellet, boligerne og administrationsbygningen sammen, så området bliver mere indbydende for borgere og besøgende med plads til ophold, aktivitet og rekreation.

Arbejdet med spildevandsledningen er allerede i gang ved Fønixkrydset og sygehuset, og imellem punkterne etableres en rende mellem Susåen og administrationsbygningen. Hoveddelen af projektet forventes udbudt og igangsat i 2027 og ventes afsluttet i 2028.

For hotel- og boligbyggeriet vil de første synlige ændringer ske efter sommeren 2026, hvor en ny indkørsel til Rådmandshaven etableres, og cykelstien flyttes tættere på vejen. Selve byggeriet sættes i gang, når miljøvurdering og byggetilladelse er på plads, og forventes at begynde i starten af 2027. Byggeriet vil vare to til tre år og omfatte otte bygninger, parkeringskælder, ny adgangsvej, lyssignal og en ny urban park.

Læs mere: Byudvikling i Rådmandshaven | Næstved Kommune

https://www.naestved.dk/nyheder/nyheder-2026/nyt-bykvarter-og-miljoeloeft-paa-vej-i-hjertet-af-naestved

Kilde: Næstved Kommune