Næstved Landevej får ny asfalt

Der vil være anvist omkørselsrute, mens arbejdet står på. Foto: Vejdirektoratet
dato

Der skal lægges ny asfalt på Rute 22, Næstved Landevej/Slagelsevej, ved Fuglebjerg mellem Næstved og Slagelse. Arbejdet bliver udført i aften- og nattetimerne, hvor det er til mindst gene for trafikanterne.

Fra søndag den 23. juni og frem til lørdag den 13. juli skifter Vejdirektoratet asfalten på en fem kilometer lang strækning af Næstved Landevej og Slagelsevej (Rute 22). Strækningen går fra Havnskov i syd til Fuglebjerg i nord.

Arbejdet er nødvendigt, fordi den nuværende asfalt er nedslidt og trænger til at blive udskiftet.

Sådan foregår arbejdet
Første opgave går ud på at fjerne den gamle belægning, så der er plads til at foretage reparationer af den underliggende belægning.

Når det er gjort, skal der udlægges ny asfalt, og som afslutning skal kørebanen have nye vejstriber samt grusregulering langs rabatterne.

Information til trafikanterne
Vejarbejdet betyder, at trafikken forbi arbejdsstedet vil blive reguleret med signalanlæg over cirka 600 meter og med væsentligt nedsat hastighed, da der arbejdes tæt på trafikken. Signalreguleringen vil flytte sig på strækningen i takt med, at arbejdet skrider frem.

Beboere på strækningen kan med forsigtighed og efter entreprenørens anvisninger køre til og fra deres ejendom. Dette gælder også krydsende trafik.

Der må i forbindelse vejarbejdet forventes lidt længere rejsetid.

Cyklister og fodgængere kan frit benytte cykel- og fællesstierne langs Næstved Landevej. Dog skal man være ekstra opmærksom, da arbejdet udføres tæt på stierne.

Arbejdet vil foregå som aften- og natarbejde mellem kl. 18:00 og 05:00. Der er planlagt dagarbejde i weekenderne 29.-30. juni, samt 6.-7. juli mellem kl. 06:00 og 18:00.

Fordi vejarbejde er vejrafhængigt, er der altid en risiko for, at det kan blive udskudt på grund af vejrforhold.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte påføre naboer og trafikanter.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk

Sådan kører du sikkert forbi et vejarbejde

  • Koncentrer dig om din kørsel
  • Vær opmærksom på ændringer på vejen
  • Respekter hastighedsgrænsen
  • Hold afstand til forankørende
  • Hold din vognbane frem til flettepunktet
  • Vær opmærksom på udrykningskøretøjer
Kilde: Vejdirektoratet
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.