Nye oplevelsesskilte skal inspirere turister og borgere til at opdage Næstveds seværdigheder

Foto: Næstved Kommune.
dato

Nye oplevelsesskilte på ni centrale steder skal gøre det lettere for turister og borgere i Næstved Kommune at finde inspiration og opdage lokale seværdigheder.

Næstved Kommune opsætter i disse dage ni nye oplevelsesskilte på strategiske steder rundt om i kommunen for at gøre det lettere og mere inspirerende for både turister og borgere at opdage de mange seværdigheder. Skiltene kombinerer moderne visuel formidling med wayfinding og præsenterer oplevelser på dansk, tysk og engelsk. Fokus er på oplevelser fremfor vejnet, og skiltene fungerer som tydelige blikfang, der ikke kræver teknologi for at blive brugt.

På skiltene henvises via QR til yderligere information om endnu flere oplevelser i kommunen, og her er det også muligt at downloade kortet på både tysk og engelsk.

Ifølge VisitDenmarks turistundersøgelse benytter 65 procent af turisterne i Vest- og Sydsjælland fysiske kort som inspirationskilde under ferien, hvilket gør denne type formidling mindst lige så vigtig som digitale søgninger. En netop offentliggjort analyse fra Kulturens Analyseinstitut peger desuden på markante muligheder for at udvikle kulturturismen i Næstved, samtidig med at den viser, at der er udfordringer med synlighed og markedsføring.

Skiltene er tænkt som et vigtigt skridt i retning af øget synlighed og som et led i Næstved Kommunes ambition om at styrke turismen. De skal ikke kun hjælpe besøgende og udenlandske turister, men også vække nysgerrighed og stolthed blandt borgerne og inspirere dem til at genopdage egen kommune. Mange lokale kender ikke nødvendigvis alle de oplevelser, der findes i nærområdet, og her kan skiltene være med til at åbne øjnene for nye steder at besøge.

Opsætningen af skiltene ses som et vigtigt pilotprojekt og skal løbende evalueres med henblik på eventuel opsætning på flere lokaliteter. Indsatsen rammer især efterspørgslen blandt udenlandske turister, som ofte benytter sig af fysiske outdoor-kort, og gør det nemmere at finde inspiration direkte i byrummet.

De ni nye skilte er placeret på følgende steder: Næstved Station, foran Munkebakken, Rønnebæksholm, P-hus Rampen, ved Den Fritlagte Suså, autocamperpladsen ved Rådmandshaven, Dania, Rejnstrup rasleplads nær Tystrup-Bavelse Søerne og på parkeringspladsen på Enø.

https://www.naestved.dk/nyheder/pressemeddelelser/naestved-giver-turismen-et-loeft-med-nye-oplevelsesskilte

Kilde: Næstved Kommune