Næstved Kommune igangsætter et stort restaureringsprojekt i Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord med etablering af små stenrev på lavt vand. Projektet har netop modtaget millionstøtte fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond, oplyser Miljøministeriet.
Formålet med projektet er at genskabe det tabte liv i fjordene, hvor tidligere stenrev forsvandt gennem det seneste århundrede. Disse stenrev udgjorde levesteder for en lang række arter – både fisk og bunddyr – og deres forsvinden har haft store konsekvenser for fjordenes økosystem. Blandt andet mangler truede arter som brakvandsgedde og brakvandsaborre nu stenrevenes skjulesteder, hvor de kan vokse sig store og finde beskyttelse.
Med de nye stenrev bliver fjordenes flade bundlandskab brudt op, og der skabes skjulte oaser under vandoverfladen. Her kan geddeynglen vokse op i sikkerhed, ørreden finde skjul og ålen glide lydløst mellem stenene. Krebsdyr og muslinger vil slå sig ned på revet og danne et levende fundament, der styrker hele økosystemet.
Stenrevsindsatsen bygger videre på Næstved Kommunes tidligere erfaringer fra Fladsåen, hvor genetablerede yngleområder allerede har sendt tusindvis af geddeyngel ud mod fjordene. Med de kommende stenrev udvides indsatsen, så overlevelsen af de små fisk forbedres, hvilket på sigt kan gavne både biodiversiteten, fiskebestande, kystmiljø, friluftsturisme og lokalsamfundet.
Projektet dækker Karrebæk Fjord (15 km²) og Dybsø Fjord (17 km²) og gennemføres med udlægning af natursten fra lokale kilder. Målet er at skabe opvækstområder for geddeyngel, skjulesteder for fisk som ål og ørred samt et mere robust og varieret økosystem med flere bunddyrsarter.
Stenrevsprojektet gennemføres i samarbejde med lokale foreninger og er et af seks lokale naturgenopretningsprojekter, der har modtaget støtte fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond, der tilsammen bidrager med 4,4 mio. kr. Projektet forventes afsluttet i midten af 2028.
Frem til 2028 får lokale borgere og interesserede mulighed for at følge projektets udvikling, som skal bidrage til at opfylde kommunens mål om at beskytte sårbare arter og naturtyper.